Esma, Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed, har i den forgangne uge lanceret nye regler, der skal beskytte privatforbrugere mod at tabe store summer på CFD handel.

 

Hidtil har forbrugere kunnet oprette en handelskonto hos en broker med en gearing på op til 200 gange den indskudte kapital, og det har været valgfrit, om en broker ville tilbyde negativ balance protection. Negativ balance protection vil sige, at forbrugeren ikke kan tabe mere, end de har indsat på kontoen. Derudover er der mange brokere, der tilbyder deres kunder forskellige bonusordninger, uddannelsesmateriale mm.

Fremadrettet skal alle brokere der tilbyder CFD handel til privatforbrugere have negative balance protection, og den gearing kunderne kan opnå blevet reduceret til:

30:1 for store valuta par

20:1 for ikke-store valuta par, guld og store index

10:1 for andre råvarer end guld og ikke-store aktie index

5:1 for individuelle aktier og andre reference værdier

2:1 for krypto valuta

Derudover må brokerne ikke længere levere incitamenter til at handle CFD’er i form af bonusser, gaver o.a., og så skal de fremadrettet gøre opmærksom på, hvor stor en procentdel af deres kunder der har tabt penge.

Nogle af tiltagene er efter min mening fornuftige, mens man med andre forringer forbrugernes mulighed for at få succes med deres CFD handel, eller i hvert fald brokernes mulighed for at bidrage til at give forbrugerne succes med deres trading.

At alle brokere skal tilbyde negative balance protection ser jeg som en stor fordel for forbrugerne, og det vidner om seriøse virksomheder der står bag, hvis de skal kunne tilbyde det. Derfor bør det være en fordel for både brokere og forbrugere. Til gengæld ser jeg restriktioner i forhold til at tilbyde bonusser, incitamenter osv., som meget unuanceret.

 

Hvorfor trader vi

Af natur er mennesket hierarkisk i sin adfærd. Noget af det der kan få os længere op i hierarkierne, er velstand og værdi. Tidligere var værdien bestemt af genstande, siden guld. Med overgangen til penge, er menneskets evige stræben efter penge, og dermed en bedre hierarkisk placering, blevet konstant. Derfor er et produkt som CFD handel et område, der tiltrækker mange, da der tilsyneladende er en mulighed for at få let adgang til penge. Men, hvis noget virker for godt til at være sandt, er det det nok også.

Der vil være nogle få, der har et naturligt instinkt, og vil kunne tjene penge på CFD handel nærmest med det samme, men det er en promille. Spekulation og trading er en disciplin, og man kan sammenstille det med at spille på et instrument. Hvor mange kan instinktivt spille på et instrument, eller spille efter gehør uden forudgående uddannelse? En promille.

Det der er den store forskel, er, at folk nok vil prøve at spille på et instrument, mange vil dog hurtigt opdage at det ikke er noget for dem, og lægge det fra sig igen. Det har ikke yderligere konsekvenser, det koster ikke noget, andet end måske prisen på en blokfløjte. Det samme sker i virkeligheden med CFD handel, mange forsøger, og efter at have tabt nok på det, erkender de, at det ikke er noget for dem, og lægger det på hylden. Men på grund af muligheden for velstand bliver folk muligvis ved længere, og da det kræver en indsats at komme i gang, er slutresultatet derfor – ikke for mange skæve toner, men – tilstrækkeligt mange tabte penge. Hvor mange mennesker køber dog ikke lotto kuponer uge efter uge gennem et helt eller halvt liv, velvidende at der ikke er mulighed for selv at påvirke udfaldet? Vi er jo villige til at gå langt for velstand.

Og af en eller anden årsag, er der mange, der ikke overvejer, at det kræver uddannelse og øvelse at blive en dygtig trader. Hvor mange har ikke tænkt, ”det der, det kan jeg bare,” med tanke på alle de penge der kan tjenes?

 

Hvilken betydning kan reglerne få

Med de ændringer ESMA nu indfører, mener jeg, at man begrænser brokernes mulighed for at tilbyde uddannelse. Skulle man ikke hellere gøre det til en forudsætning at levere konstruktiv oplysning og uddannelse til kunderne, sammen med en tidsubegrænset demo konto. Kunderne ville være langt bedre stillede med oplysning frem for skræmme kampagner, og efter min opfattelse vil brokerne rigtig gerne oplyse kunderne.

Med alt hvad jeg ved om virksomhedsdrift, så er en god kunde, ikke en kunde der er inde og ude igen kort tid efter, men en loyal og langvarig kunde. Jeg er sikker på, at det samme gør sig gældende for brokere. Og en kunde er kun langvarig, hvis han får succes med sin trading, så det er jeg helt sikker på, at de fleste brokerne vil bidrage til at han får.

I forhold til gearingen, så vil jeg tro, at de færreste nye tradere vil registrere forskellen, men man tager den gruppe tradere, der har arbejdet hårdt for at dygtiggøre sig, som gidsler. Og så er skrækscenariet, at en hel industri vil opleve så store strukturelle ændringer, grundet markant ændrede indtjeningsmuligheder, at vi som tradere i sidste ende bliver meget ringere stillede end vi er i dag, hvor vi bevæger os i en sund og velreguleret industri.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.