Hvad kan vi som tradere bruge erfaringer fra sportens verden til?

 

I vinters havde vi vinter OL i Pyeongchang, en hyldest til top sportsudøvere, der samles for at hylde talent og kompetencer. Nogle af de rekorder der blev sat, var: Yngste snowboard guldvinder nogensinde (Amerikanske Chloe Kim); flest vundne medaljer ved et vinter OL (Norske Marit Bjørgen, ski); hurtigste to mål i træk af samme spiller (Amerikanske Jocelyne Lamoureux-Davidson, ishockey). For en måned siden vandt et dansk professionelt gamer-team verdens største e-sportsturnering.

Men selvom vi ikke har verdens vildeste trader konkurrence, så mener jeg at vi professionelle tradere er at sammenstille med professionelle sportsudøvere. Der er flere fællesnævnere, en af dem er, at vi har viet vores liv til en disciplin, hvor vi enten forsøger, eller allerede har slået alle andre på vejen. Der hvor sportsfolkene adskiller sig markant fra os tradere, er, at der ikke er nogle professionelle sportsudøvere, der arbejder helt alene. De indgår i et team, med trænere, coaches og eventuelle holdkammerater, træningsprogrammer, kostplaner, strategier og mål. Rigtig mange gange står vi som tradere alene med vores passion, vores talent, vores kompetencer og vores udvikling.

Fra land til land og fra sportsgren til sportsgren er der meget stor forskel på, hvordan man behandler talentmateriale, men fælles er, at man alle steder, når et talent er fundet, benytter en strategi for videreudvikling. Morten Bennekou (cykelsport) siger, at talent skal ses i et meget større perspektiv end hvad man måske tidligere har gjort. Og i cykelsportens talentudvikling, fokuserer man ud over ren råstyrke bl.a. på egenskaber som tålmodighed, koncentration, disciplin og vilje.

I Norge, som er den til dato mest vindende langrendsnation, fokuserer man meget på det individuelle, når man spotter talenter. Her fokuserer man på fire forskellige typer atleter og tilpasser sammen med dem hver især træningen herudfra. Per Øystein Hansen, der er programansvarlig ved Sports Management på Norges Idrettshøgskole, har skrevet en Ph.D. afhandling, der ser på, hvad Norge gør anderledes end andre store ski nationer. Han er kommet frem til, at refleksion er et nøgleaspekt. Vejen til succes er ifølge ham atletens evne til at reflektere over sine præstationer og egen træningsindsats.

I ishockey kigger man meget mere på gode forudsætninger end på talent. Og når man kigger på gode forudsætninger, bliver det også tydeligt, at talentet kan være der, men for at bevæge sig til eliteplan kræver det et valg og en aktiv indsats.

Så det vi skelner imellem her, er talent og potentiale. Der går mange talenter rundt derude, som aldrig får udnyttet deres talent, fordi de ikke er villige eller i stand til at yde den indsats, der skal til, for at udnytte talentet. Samtidig støder vi også på mennesker, der ikke nødvendigvis havde det helt store talent, men som qua andre forudsætninger får kæmpet sig hele vejen, pga. af en jernvilje til at nå målet.

Opsummeret drejer det sig dermed om at sende et signal til sig selv om at det her det vil jeg, og det vil jeg meget mere end alle de andre. Og så kræver det en udviklingsplan og strategi der gør det muligt at udnytte sit potentiale.

Som tradere er vi i høj grad overladt til os selv, og til selv at finde vejen igennem. Det afspejler sig tydeligt i, at rigtig mange gerne vil, men kun omkring 5% når dertil hvor de faktisk kan tjene penge på det. Og derfra og til at tjene gode penge på det, er der et lige så stort skridt, som kan virke endnu sværere at finde ud af at tage.

For åndeløse gentagelser af det samme igen og igen er ikke det der kommer til at ændre på dine resultater, om du er trader, gamer eller snowboarder. Når en person når et bestemt performanceniveau, vil selv flere års gentagen øvelser ikke føre dem videre, hvis ikke der er et fokus på at træne på den rette måde i forhold til lige præcis deres person.

At udvikle sig videre kræver, at vi bevæger os uden for vores komfortzone, tager fat der hvor det er virkelig svært, og oparbejder stærke kompetencer i lige præcis de områder, der volder os størst problemer. Vi skal styrkes mest der hvor vi er svagest. Og selv om du ikke har tænkt dig at blive verdens bedste eliteudøver, så er det vigtigt at være opmærksom på, at selv de allerbedste i verden, arbejder ekstremt hårdt for at nå til det niveau de er på. Der er ikke noget der hedder rent held her, der er noget der hedder virkelig god til at træffe de rigtige beslutninger, og ekstremt standhaftig.

En vigtig lære er, at der er forskel på viden og kompetencer. I trader verdenen og mange andre businessorienterede uddannelsesveje er der en tendens til at fokusere på at opbygge viden, og ikke så meget fokus på at opbygge kompetencer. Det kan der være mange grunde til, en kan være, at det er meget lettere at præsentere viden til en større forsamling, end det er at skabe et rum hvor hver især kan opbygge kompetencer. Men hvis ikke vi får udviklet vores kompetencer, så får vi svært ved at føre det ret langt. Og der står vi desværre som tradere meget alene med at finde ud af, hvordan vi får opbygget kompetencer, og hvordan vi hver især udvikler os videre. Men jeg tror at det er vigtigt, at vi siger til os selv: Det er ikke mig der er komplet idiot, eller uden evner overhovedet, jeg er bare alene om at finde vejen.

2 comments

  1. Meget interresant og spændene måde at se tingene på.

    Personligt tror jeg på at man kan åbnå hvad man vil hvis man VIRKELIG gerne vil det. Man behøver ikke nødvendigvis have talent for det, selvom det selvfølgelig hjælper enormt meget.

    Ens hjerne og ens tanker er meget stærkere end vi tror og med den rette indstilling og hårde arbejde kan vi virkelig åbnå lige det vi vil. Det et jeg helt overbevist om.

    Det store problem i trading er som du selv pointere, at vi står alene om det rigtig mange gange. Det for måske folk til at give op hurtigere end f.eks hvis vi udøvede en sport. For udøver du en sport er der altid en der vejledere, træner og opmuntre dig. Også når det ikke går så godt, og ens psyke trænger til et boost.

    Jeg har selv udøvet meget sport og også på eliteplan. Og din lyst til at ville være den bedste for dig også til at blive den bedste. Har du lysten og viljen, så er du ude og træne hver dag i alle de timer du har tilgængelige, og det er det der gør sig til den bedste.

    Lysten, viljen og troen på sig selv sammen med en masse tålmodighed så skal man nok nå det man drømmer om!

    1. Hej Kasper. Tusind tak for din besked. Jeg er helt enig med dig i, at man kan nå ufatteligt langt med viljen. Viljen er også min styrke. Men jeg møder mange der enten ikke har den, eller ikke ved hvordan man kickstarter den, og da vi ikke omgåes andre tradere i fx en forening, hvor vi kan spejle os i andre og deres præstationer, tror jeg at mange simpelthen ikke når ind til det punkt hvor man bider sig fast.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.