Lørdag morgen ankom jeg til Zanzibar. De sidste par uger inden afrejse, var jeg så træt, at det nærmest var som om min hjerne faldt i søvn fra tid til anden, selvom jeg var vågen. Sjældent har en flyvetur, med 14 timers laven ingenting, været så kærkommen. Sidste gang jeg kan huske at jeg hilste en lang flyvetur velkommen på den måde, var da jeg på universitetet havde afsluttet 1 år (2 semestre) under hvilket jeg gennemførte 3 semestre. 

Derfor gik den første dag hernede med at lave absolut intet. Absolut nix og nada. Jeg lå i en hængeseng og kiggede ud over vandet. På intet tidspunkt blev det kedeligt, tiden gik bare, uden at jeg fik behov for at rejse mig, eller finde på noget at lave. Det var uovertruffent bare at ligge der, langt fra verdens larm, og de buldrende markeder, som i øvrigt heldigvis var lukkede, for ellers havde jeg nok ikke kunnet lade være med at holde mig opdateret.

Billede 22-10-2018 13.13.19

Der er ingen tvivl om, at det er rigtig skidt at nå til et punkt, hvor man er så træt og udkørt. Vi ved hvor farligt der er i forhold til stress, og deraf medfølgende slid på kroppen og hjernen. Når man så oveni er trader, så skaber det yderligere de værst tænkelige arbejdsbetingelser. Livet som trader er i sig selv et erhverv der udsætter os for stress, og dermed tærer på os på længere sigt, hvis ikke vi sørger for, at afbalancere vores liv på andre måder. Men en udkørt trader, er en trader der potentielt bevæger sig mod en ond spiral. For vores performance er under stærk indflydelse af vores fysiske og mentale tilstand, der igen påvirker vores beslutningstagning, vores koncentration og vores motivation.

Vi tradere håndterer risiko i et usikkert miljø, og skal være i stand til at håndtere udfaldet og konsekvenserne af vores beslutninger. Det er et psykologisk udfordrende arbejdsmiljø. Mennesker foretrækker forudsigelighed og sikkerhed, så når man befinder sig i et uforudsigeligt miljø med begrænset information, og skal tage risikofyldte beslutninger der får store konsekvenser, så medfører det en lang række ubevidste processer i hjerne, krop og sind, der indvirker på vores beslutningstagning og vores adfærd. Følelser, tanker, opfattelser, tidligere handler og vores adfærdsmønstre er alt sammen ting der kan indvirke på vores beslutningstagning. 

Derudover er koncentrationen helt afgørende for, at vi er så opdateret på information, som det er os hver især muligt, og at vi kan benytte os af vores tillærte trading kompetencer. Hvis min koncentration ikke er god, vil jeg ikke kunne tage de bedst mulige beslutninger, og min adfærd vil bære præg af manglende koncentration, fx i form af overtrading, for tidlig entry eller exit eller hvad man nu ellers har af dårlige trading vaner. Og endelig er sunde tradingbeslutninger afhængig af motivationen. Vores motivation er påvirket af ting som energiniveau, vores udvikling som trader, vores tidligere performance osv.

Som man nok kan se, så kan manglende motivation og koncentration lede til dårlig beslutningstagning, der kan resultere i potentielle store tab, eller unødvendige lange rækker af tabende handler. Det vil igen gå ind og påvirke vores motivation og beslutningstagning. Så det kan resultere i en fatal negativ spiral. Og den eneste måde vi kan stoppe den på, er ved at skabe en tilstand, hvor vi begynder at opbygge den bedste udgave af os selv igen.

Det her er ikke ret meget anderledes, end når vi godt ved at en tur i fitness er rigtig godt for os, eller at bøf bearnaise ikke er optimalt for ofte. Men på trods af det, så får vi ikke efterlevet hvad der er ideelt for vores sundhed og velvære. Og i nuet registrerer vi det ikke nødvendigvis, men engang imellem kommer den dårlige samvittighed op.

Jeg ved jo også godt, at det ikke er godt for mig og min trading at blive så træt, men når hverdagen kører, så går tiden meget hurtigt. Det skal dog siges, at det er et halvt år siden jeg planlagde denne tur, da jeg bookede det yogaretreat jeg deltager i i næste uge. Men hvad jeg nok skal blive bedre til fremover, er at være opmærksom på, at et halvt år eller 3/4 år uden pause er for lang tid, når man som vi gør som tradere, har vores daglige virke i et meget psykisk belastende miljø. Derfor står de næste 10 dages tid på ren rekreation, yoga, sund mad, afslapning, ro, og i så vid udstrækning som muligt ikke ret meget live markeder. I stedet for læser jeg, laver mental træning øvelser, og får ro så langt ind i systemet som muligt. Det er ligesom en mekaniker der skal vedligeholde sine maskiner, en snedker der skal skærpe sit værktøj. Det jeg gør her er at optimere min tradingmaskine. For den er jeg 100% afhængig af til hverdag.

Som afslutning må jeg komme med dagens tragiskkomiske historie, der til fulde beviser hvor uperfekte vi mennesker til tider er: Der er rigtig meget volatilitet på markederne pt, og det er meget svært at sidde på et hotel uden at prøve at fange nogle af de bevægelser. Men i morges kunne jeg ikke komme ud af min handel pga for meget volatilitet. Jeg var stik tosset, og kunne ikke ringe til udlandet, for det kan man åbenbart ikke pt. pga. for meget blæst. I desperation ringede jeg til en ven over msn, der ringede op til tradingdesken så jeg kunne snakke med dem for at få noget af mit tab tilbage. De var helt umulige og absolut ikke samarbejdsvillig. Efter 1 time med absolut arrigskab måtte jeg erkende, at det der var den dårligste disponering jeg længe har lavet. Tænk en dejlig morgen jeg kunne have haft, hvis bare jeg havde drukket min kaffe og ladet computeren være, og jeg fik ikke en disse ud af det. Hmm mon ikke et lille Ohm er på sin plads her.

Billede 22-10-2018 12.41.21

 

2 comments

  1. En super inspirerende og lærerig artikel og sikke et dejligt sted. Jeg er meget enig i dine synspunkter og arbejder selv med at forbedre min situation, så jeg ikke bliver stresset for hurtigt.

    Det har meget at gøre med at få optimale vaner indarbejdet i dagligdagen som muligt. Det er nemmere sagt end gjort. Det tror jeg, at vi alle ved, men hvordan bliver man god til det, så stress m.v. undgås?

    Vi ved jo godt, når vi gør noget, som ikke er helt optimalt, som du også nævner.

    For mig selv er motivationen afgørende og så tillader jeg at falde i en gang imellem, da jeg altid prøver at se tingene over 3-5 gange. Det kan være handler, løbeture, tenniskampe osv.

    Det er mere trenden, at jeg kigger på end et enkelt dårligt resultat.

    For ikke at blive taget af dagligdagens fart og tempo, prøver jeg at ligge pauser ind i min arbejdsuge, hvor især yoga og meditation (kort eller længere) har hjulpet mig, men også gå- eller løbeture i skoven, når vejret er godt, virker for mig. Nogle gange har jeg måske ikke brug for pausen/åndehullet, men tager den alligevel for, at det skal blive en sund vane på sigt.

    Det er naturligvis meget individuelt, hvad der virker for en, blot man tænker over det og prøver at finde sin egen sunde rytme i dagligdagen, så tror jeg på, at det nok skal gå.

    1. Hej Henrik
      Tak for dit svar, internettet på Zanzibar var ikke så godt, så derfor kommer der først et reply nu.
      Ja, det med at ændre vaner og indarbejde nye rutiner tager tid og bevidste handlinger. Det lyder helt klart til, at du forholder dig bevidst og konstruktivt til det, det er fedt!

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.