Blog

0 comments on “Nordic Invest Camp”

Nordic Invest Camp

Kære alle

D. 23 Marts 2019 bliver der afholdt et kæmpe arrangement med investering som omdrejningspunkt. Det bliver spækket med taler, workshops, interviews osv. og der vil både være fokus på daytrading, swingtrading og langsigtede investeringer. Meningen er, at det skal munde ud i en lille fest. Det hele starter kl 8 om morgenen, og varer til 24 og stort set alle fra industrien vil være at finde derude.

Jeg har lovet at holde forskellige workshops, og glæder mig super meget til en hel dag med investeringsglade mennesker.

Som oplægsholder kan jeg tilbyde mit netværk 100 kr i rabat på billetprisen. Så hvis du endnu ikke har billet, men er interesseret i at deltage, kan du få 100 kr rabat ved at anvende denne kode: nanna100

Billetten kan du købe her: https://nordicinvestcamp.dk/

 

Jeg håber at se så mange af jer som muligt 🙂

1 comment on “Power People”

Power People

Man kan tage på ferie, få slappet af og komme hjem og være afslappet og ladet op. Og så kan man tage på Dancing Yolates Retreat på Zanzibar og finde sig selv i en situation, hvor virkeligheden eksploderer i et inferno af power, energi, begejstring, inspiration og motivation.

En af årsagerne til at det kan lade sig gøre er en samling af en række power mennesker, der i fællesskab får skabt et rum af energi uden sidestykke. Tre af de power mennesker er dem, der står bag dette Dancing Yolates Retreat på Zanzibar: Camilla Gilling, Mikkala Marilyn Kissi og Toniah Pedersen. Tre kvinder med vidt forskellig baggrund, agenda og beskæftigelsesområde, der har fundet sammen om at arrangere et rum for bevægelse, restitution og udvikling. Fællesnævneren for de tre er, at de har skabt noget, de brænder for som får folk omkring dem til at følge trop og bakke op.

Camilla har siden hun kom til Zanzibar for første gang for mange år siden viet en del af sit liv til at bidrage til en lokal kulturel og sundhedsmæssig udvikling. Hun er i dag kommet helt ind under huden på lokalbefolkningen, som hun nærer dyb respekt for. Hun har under sin uddannelse til ernæringsekspert taget alle sine praktikker på Zanzibar og er i dag ved at opbygge et sundheds- og retreatcenter hovedsageligt for lokale kvinder. Hun mener det er igennem dem, forandring skal etableres. Pengene til opbygningen skaffer hun ved i perioder at tage til Danmark og arbejde. Qua sin position og kontakt til de lokale bliver hun med mellemrum kontaktet af både virksomheder og medier, der ønsker at investere i, og lave udsendelser om, det arbejde hun laver i lokalsamfundet. Både for at værne om den tillid hun har fra befolkningen og for at beholde ejerskabet over det, hun mener er vigtigt i projekterne, har hun indtil videre takket nej til alt.

I Danmark arbejder hun blandt andet for Mikkala. Mikkala lærte jeg at kende for tre år siden, da jeg var på et Living Yolates retreat i Italien. Jeg var taget med uden at vide, hvad det var. På vej til Italien læste jeg lidt op og blev noget overrasket over at opdage, at jeg skulle ned og lave noget yoga, pilates og dansehalløj. Jeg tænkte, at jeg ville dø af grin over at se mig selv i fuld dans, men min skepsis blev gjort til skamme. Mikkala har i mange år boet og arbejdet i London som professionel sanger og danser. Gennem tiden blev hun stadig mere bevidst om, at både dans og yoga er fantastisk, men at der efter hendes mening manglede nogle elementer i begge dele, når de stod alene. Hun har derfor udviklet Living Yolates, der er en holistisk træningsform der inddrager bevægelse, fordybelse, fokus på energi, restitution og et rum til udvikling, gennem et miks af blandt andet dans, yoga, pilates og meditation. Med sin smittende energi og karisma, og sin kraftfulde træningsform, har Mikkala gennem de sidste 10 år oparbejdet dette helt nye koncept, som har en stadig voksende kreds af tilhængere i både indland og udland. Der er i dag over 100 uddannede Living Yolates trænere.

Mikkala gik i sin tid til dans hos Toniah. Toniah er af de fleste kendt som Danmarks absolut dygtigste coach og koreograf, når det drejer sig om at lære folk at bevæge sig på en scene eller skærm og fremstå med autencitet, udstråling og den rette energi. Toniah er autodidakt og har skabt en livslang international karriere med dans, dansere og performance både live, på tv og på teater. Dansen har altid været der. Hun har danset fra før hun kan huske og bruger i dag dansen til at stresse af og lande i sig selv, når alt andet kommer til at fylde for meget. Da hun var ung, var dans ikke noget alle mulige gjorde. Hun dansede derfor på klubber, sugede læring til sig hvor det var muligt, og begyndte som 16-årig selv at undervise i dans på Stepz. Ud over at have en power og et talent der adskiller hende fra mængden og drager folk omkring hende, så har Toniah også den særlige gave, at hun kan noget helt særligt i forhold til at lære fra sig og få folk til at tro på sig selv og integrere det, hun ønsker at formidle til dem.

I foråret fik disse tre power kvinder den fantastiske idé at lave et ophold sammen på Zanzibar for folk der dels ville opleve Zanzibar og dels ville deltage i et retreat som adskiller sig markant fra, hvad man ellers kan finde. Her er et højt og hårdt aktivitetsniveau, meditation, fordybelse og afstresning. På forunderlig vis, men måske især fordi de hver især er karismatiske personligheder, har de fået samlet en gruppe mennesker, der i fællesskab får skabt en energi og et rum man skal opleve for helt at forstå. Men effekten af dette er ikke til at tage fejl af:

Jeg kan spejle mig i disse tre kvinder og i mange af de deltagere, der er på retreatet, for jeg mener, at man skal gå efter stjernerne; man skal sætte barren der, hvor man godt vil bevæge sig hen, og man skal ikke begrænse sig selv. Det er det, jeg lever efter, det jeg prøver at inspirere andre til, og det er det, jeg husker mig selv på, når jeg støder på noget modstand, eller når motivationen daler lidt. Og det bliver jeg husket på her.

Det er utopi at tro, at jeg kan sidde alene derhjemme med mine mål og mine drømme og nå dem bare på en god intention. Vi der vil ud og skabe noget, udfordre grænserne og gå efter vores drømme har brug for at blive boostet, vi har brug for at blive inspireret, og vi har brug for at blive fyldt op. Der er ikke noget mere bekræftende end at møde andre, der hver især er på deres egen rejse og se, hvordan de lykkes med det de gør. Noget af det jeg finder mest fantastisk ved denne type mennesker er den menneskellige gavmildhed mange af dem har. Og lige præcis sådan en gruppe er der samlet på dette Dancing Yolates retreat. Her er der ikke rundsave på albuerne, her er det ikke noget mig, mig, mig. Her er der et os, vores rum, vores oplevelse, vores fremtid, hvor vi kan hjælpe hinanden, hvor vi kan inspirere hinanden. Vi har lyst til at se det bedste ske for dem omkring os, og vi glæder os over hinandens succes.

Det der foregår her kan ikke forceres. Det opstår når forskellige elementer er til stede. Lige her på Zanzibar danser vi, griner vi, mediterer vi. Vi giver den max gas adskillige timer om dagen. Nogle er gode til det ene, andre til det andet. Personligt har jeg på denne tur haft min første dansetime nogensinde, men det er ok, vi skal ikke være perfekte, vi skal bare have det for fedt. Her er ingen spejle, for det drejer sig ikke om at gøre det perfekt. Det drejer sig om at mærke et strejf af lykke, at blive fyldt op, at blive motiveret, at få det der gør, at vi kan tage hjem og fortsætte rejsen mod de mål, vi hver især har sat os. Det her er, hvad power mennesker kan, når de samles. Men det her er også, hvad power mennesker har brug for for at kunne køre videre med power.

Billede 02-11-2018 11.56.12

2 comments on “Tag det roligt, det’ det bedste på jord – Hakuna Matata”

Tag det roligt, det’ det bedste på jord – Hakuna Matata

Lørdag morgen ankom jeg til Zanzibar. De sidste par uger inden afrejse, var jeg så træt, at det nærmest var som om min hjerne faldt i søvn fra tid til anden, selvom jeg var vågen. Sjældent har en flyvetur, med 14 timers laven ingenting, været så kærkommen. Sidste gang jeg kan huske at jeg hilste en lang flyvetur velkommen på den måde, var da jeg på universitetet havde afsluttet 1 år (2 semestre) under hvilket jeg gennemførte 3 semestre. 

Derfor gik den første dag hernede med at lave absolut intet. Absolut nix og nada. Jeg lå i en hængeseng og kiggede ud over vandet. På intet tidspunkt blev det kedeligt, tiden gik bare, uden at jeg fik behov for at rejse mig, eller finde på noget at lave. Det var uovertruffent bare at ligge der, langt fra verdens larm, og de buldrende markeder, som i øvrigt heldigvis var lukkede, for ellers havde jeg nok ikke kunnet lade være med at holde mig opdateret.

Billede 22-10-2018 13.13.19

Der er ingen tvivl om, at det er rigtig skidt at nå til et punkt, hvor man er så træt og udkørt. Vi ved hvor farligt der er i forhold til stress, og deraf medfølgende slid på kroppen og hjernen. Når man så oveni er trader, så skaber det yderligere de værst tænkelige arbejdsbetingelser. Livet som trader er i sig selv et erhverv der udsætter os for stress, og dermed tærer på os på længere sigt, hvis ikke vi sørger for, at afbalancere vores liv på andre måder. Men en udkørt trader, er en trader der potentielt bevæger sig mod en ond spiral. For vores performance er under stærk indflydelse af vores fysiske og mentale tilstand, der igen påvirker vores beslutningstagning, vores koncentration og vores motivation.

Vi tradere håndterer risiko i et usikkert miljø, og skal være i stand til at håndtere udfaldet og konsekvenserne af vores beslutninger. Det er et psykologisk udfordrende arbejdsmiljø. Mennesker foretrækker forudsigelighed og sikkerhed, så når man befinder sig i et uforudsigeligt miljø med begrænset information, og skal tage risikofyldte beslutninger der får store konsekvenser, så medfører det en lang række ubevidste processer i hjerne, krop og sind, der indvirker på vores beslutningstagning og vores adfærd. Følelser, tanker, opfattelser, tidligere handler og vores adfærdsmønstre er alt sammen ting der kan indvirke på vores beslutningstagning. 

Derudover er koncentrationen helt afgørende for, at vi er så opdateret på information, som det er os hver især muligt, og at vi kan benytte os af vores tillærte trading kompetencer. Hvis min koncentration ikke er god, vil jeg ikke kunne tage de bedst mulige beslutninger, og min adfærd vil bære præg af manglende koncentration, fx i form af overtrading, for tidlig entry eller exit eller hvad man nu ellers har af dårlige trading vaner. Og endelig er sunde tradingbeslutninger afhængig af motivationen. Vores motivation er påvirket af ting som energiniveau, vores udvikling som trader, vores tidligere performance osv.

Som man nok kan se, så kan manglende motivation og koncentration lede til dårlig beslutningstagning, der kan resultere i potentielle store tab, eller unødvendige lange rækker af tabende handler. Det vil igen gå ind og påvirke vores motivation og beslutningstagning. Så det kan resultere i en fatal negativ spiral. Og den eneste måde vi kan stoppe den på, er ved at skabe en tilstand, hvor vi begynder at opbygge den bedste udgave af os selv igen.

Det her er ikke ret meget anderledes, end når vi godt ved at en tur i fitness er rigtig godt for os, eller at bøf bearnaise ikke er optimalt for ofte. Men på trods af det, så får vi ikke efterlevet hvad der er ideelt for vores sundhed og velvære. Og i nuet registrerer vi det ikke nødvendigvis, men engang imellem kommer den dårlige samvittighed op.

Jeg ved jo også godt, at det ikke er godt for mig og min trading at blive så træt, men når hverdagen kører, så går tiden meget hurtigt. Det skal dog siges, at det er et halvt år siden jeg planlagde denne tur, da jeg bookede det yogaretreat jeg deltager i i næste uge. Men hvad jeg nok skal blive bedre til fremover, er at være opmærksom på, at et halvt år eller 3/4 år uden pause er for lang tid, når man som vi gør som tradere, har vores daglige virke i et meget psykisk belastende miljø. Derfor står de næste 10 dages tid på ren rekreation, yoga, sund mad, afslapning, ro, og i så vid udstrækning som muligt ikke ret meget live markeder. I stedet for læser jeg, laver mental træning øvelser, og får ro så langt ind i systemet som muligt. Det er ligesom en mekaniker der skal vedligeholde sine maskiner, en snedker der skal skærpe sit værktøj. Det jeg gør her er at optimere min tradingmaskine. For den er jeg 100% afhængig af til hverdag.

Som afslutning må jeg komme med dagens tragiskkomiske historie, der til fulde beviser hvor uperfekte vi mennesker til tider er: Der er rigtig meget volatilitet på markederne pt, og det er meget svært at sidde på et hotel uden at prøve at fange nogle af de bevægelser. Men i morges kunne jeg ikke komme ud af min handel pga for meget volatilitet. Jeg var stik tosset, og kunne ikke ringe til udlandet, for det kan man åbenbart ikke pt. pga. for meget blæst. I desperation ringede jeg til en ven over msn, der ringede op til tradingdesken så jeg kunne snakke med dem for at få noget af mit tab tilbage. De var helt umulige og absolut ikke samarbejdsvillig. Efter 1 time med absolut arrigskab måtte jeg erkende, at det der var den dårligste disponering jeg længe har lavet. Tænk en dejlig morgen jeg kunne have haft, hvis bare jeg havde drukket min kaffe og ladet computeren være, og jeg fik ikke en disse ud af det. Hmm mon ikke et lille Ohm er på sin plads her.

Billede 22-10-2018 12.41.21